Forflyttelse af tillidsrepræsentant i staten
I modsætning til afskedigelse kræver forflyttelse af en tillidsrepræsentant ikke, at der er tvingende årsager til forflyttelsen, men der skal være saglige grunde til forflyttelsen.
De særlige regler for forflyttelse af tillidsrepræsentanter i staten betyder, at hvis forflyttelsen medfører, at tillidsrepræsentanten ikke længere kan varetage sit hverv, skal sagen forinden være forhandlet efter samme regler som ved afskedigelse, dvs. at arbejdspladsen skal indkalde den forhandlingsberettigede organisation til en forhandling, og at organisationen efter den lokale forhandling kan kræve sagen forhandlet mellem overenskomstens parter. Hvis organisationen efter en sådan forhandlingsrunde ikke mener, at forflyttelsen er saglig, kan sagen behandles ved en faglig voldgift.
Forudgående forhandling
Arbejdsgiveren kan ikke opsige en tillidsrepræsentant før DJØF og arbejdsgiveren har forhandlet (retten til forhandling omfatter i staten, tillige forflyttelse af tillidsrepræsentanten). Forhandling skal i staten finde sted senest 8 dage efter anmodning herom er fremsat.
På det regionale og kommunale område kan regionen/kommunen kræve forhandlingen afholdt inden for en frist af 3 uger efter, at DJØF har modtaget meddelelse om den påtænkte afskedigelse.
Ny forhandling
Hvis DJØF skønner, at den påtænkte opsigelse (eller forflyttelse) ikke er rimeligt begrundet, kan DJØF skriftligt kræve forhandling med Finansministeriet/KL/Danske Regioner. DJØF kan kræve en forhandling inden for en frist på 14 dage efter den første forhandling. Forhandling skal i staten og H:S finde sted senest 8 dage efter anmodning herom er fremsat.
På det regionale/kommunale område kan forhandling kræves afholdt senest 3 uger efter modtagelse af forhandlingsbegæringen.
Varsel om opsigelse kan på ARFs og KLs område og i Københavns Kommune ikke afgives, før denne forhandling har fundet sted.
I staten har en voldgiftsbehandling af afskedigelsens berettigelse, se herom nedenfor, den virkning, at tillidsrepræsentantens arbejdsforhold - selvom opsigelsesperioden måtte være udløbet - ikke kan afbrydes, før behandlingen af sagen er afsluttet og tidligst fratræde sin stilling, når voldgiftsrettens kendelse foreligger. Dette gælder dog ikke i arbejdsmangelsituationer, hvor tillidsrepræsentantens arbejdsforhold ophører ved udløbet af opsigelsesvarslet.
Varsel
Afskedigelse af en tillidsrepræsentant af individuelle årsager skal på alle områder ske med det varsel tillidsrepræsentanten har, tillagt 3 måneder. For Københavns og Frederiksberg kommuner skal gives længste overenskomstmæssige opsigelsesvarsel, dvs. 6 måneder.
Afskedigelse begrundet i arbejdsmangel kan i regioner og på statens område ske med overenskomstens varsel. I kommuner kan tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter - men ikke andre medarbejderrepræsentanter - afskediges på grund af arbejdsmangel med det individuelle varsel, dog mindst 6 måneder.
Forflyttelse af en tillidsrepræsentant i staten skal ske med mindst 5 måneders varsel - dog 6 måneder, hvis tillidsrepræsentanten har fungeret i hervet i mindst 5 år.
Bortvisning af tillidsrepræsentanten
På det offentlige overenskomstområde kan en tillidsrepræsentant, hvis adfærd begrunder bort-visning, blive opsagt uden varsel. Ansættelsesmyndigheden skal snarest muligt tage skridt til at afholde en forhandling med DJØF. DJØF kan, hvis DJØF ikke skønner, at bortvisningen er rimeligt begrundet i tillidsrepræsentantens forhold, inden for en frist på 14 dage efter forhandlingen kræve en ny forhandling.
Voldgift
På det offentlige overenskomstområde kan DJØF ved en voldgift få prøvet berettigelsen af en afskedigelse/forflyttelse samt spørgsmålet om en godtgørelse. På det regionale/kommunale område kan DJØF imidlertid ikke få prøvet berettigelsen af en forflyttelse.
For at sikre at sagerne gennemføres hurtigst muligt er der i staten frister for afgivelse af klageskrift og svarskrift.
Høring efter Forvaltningsloven
I sager om afskedigelse (eller forflyttelse) af en tillidsrepræsentant skal der ske høring i henhold til forvaltningsloven.