Djøf klub giver mere indflydelse

25.05.2009

Læs her, hvorfor en Djøf klub er særlig relevant på nye arbejdspladser. Det er Djøf klubbens medlemmer, som vælger hvem, der skal være Djøf tillidsrepræsentant, og hvilke emner og holdninger, som tillidsrepræsentanten skal tage med til ledelsen.



Hvad er en Djøf-klub?   

En klub består af dig og dine Djøf-kolleger. Medarbejdere på arbejdspladsen, som er medlem af Djøf, er samtidig medlem af den lokale klub. Chefer og andre, der har ledelse over akademikere, kan ikke være en del af klubben. 

Det er Djøf-klubben, som vælger Djøf-tillidsrepræsentanten.


Hvorfor en Djøf-klub?   

Klubben arbejder for at fremme jeres lokale interesser, at sikre mest mulig indflydelse og for at få øget medbestemmelse på de forhold, som påvirker din dagligdag som djøfer.

En Djøf-klub styrker netværket mellem djøferne på arbejdspladsen, da den skaber rammerne for at udveksle informationer og erfaringer samt drøfte arbejdspladsens arbejdsvilkår, personalepolitiske emner og andre faglige temaer.

En Djøf-klub styrker også jeres forhandlingsposition over for ledelsen ved eksempelvis de lokale lønforhandlinger og ved forhandlinger om centrale arbejdsvilkår.

Gennem en Djøf-klub kan du også arbejde for at øve indflydelse på Djøfs centrale organer og for at Overenskomstforeningens beslutninger bliver gennemført på arbejdspladsen.


Stiftelse af Djøf-klub   

I skal være fem djøfere på arbejdspladsen eller i en afdeling for at danne en klub og dermed vælge en tillidsrepræsentant. I behøver ikke at sidde fysisk det samme sted.

Man kan sagtens etablere en Djøf-klub for 5 djøfere, som sidder i den samme kommune men i hver sin forvaltning. Hvis der er andre djøfere i kommunen, vil de automatisk være medlem af Djøf-klubben. 

Beslutningen om etablering af en klub træffer I på en stiftende generalforsamling.

Er der opbakning til at danne en klub, skal I udarbejde vedtægter for denne, da klubberne tillægges kompetence i en række spørgsmål. Djøf har udarbejdet nogle standardvedtægter, som Djøf anbefaler, danner grundlag for den nye klubs vedtægter. Du kan se forslagene ved at klikke på linket til højre på siden.

Det er samtidig på den stiftende generalforsamling, I beslutter, om der skal vælges en tillidsrepræsentant. En tillidsrepræsentant varetager klubbens interesser overfor ledelsen.

Djøf yder bistand både under etableringsfasen og efterfølgende. Klubben vil få tilknyttet en konsulent i Djøf, og kan desuden få en konsulent ud på arbejdspladsen og holde oplæg om klubarbejde, løn og andre faglige emner.


Hvordan starter man en Djøf-klub?   

Ønsker du at tage initiativ til at starte en Djøf-klub på arbejdspladsen, skal du bruge en liste over djøferne på din arbejdsplads eller arbejdsområde. Du kan få en sådan liste fra dit personalekontor. Alternativt kan du spørge Djøf.

Herefter kan du indkalde de relevante personer til en stiftende generalforsamling. Hvis du er i tvivl om dine kollegaer er medlem af Djøf, kan du kontakte Djøf. Det er kun medlemmer af Djøf, der kan være medlem af en Djøf-klub.

På den stiftende generalforsamling vælger klubben typisk tillidsrepræsentant og tillidsrepræsentantsuppleant samt evt. en bestyrelse for klubben. Derudover godkender klubben vedtægter for klubarbejdet.


Overvejelser i forbindelse med dannelsen af en ny Djøf-klub   

I forbindelse med klubdannelsen skal I overveje, om klubben udelukkende skal være for djøfere, eller om det kan være hensigtsmæssigt at dække andre akademikere på arbejdspladsen. I sidstnævnte tilfælde vil der være tale om en AC-klub.

Hvis der på arbejdspladsen er mere end 5 djøfere, er det Djøfs anbefaling, at man danner en Djøf-klub. Er der færre end 5 djøfere men flere end 5 akademikere, kan man med fordel etablere en AC-klub sammen med de øvrige akademikere.

Det afgørende, for om det skal være en Djøf eller AC-klub, er i sidste ende, om medlemmerne af klubben har nogenlunde sammenfaldende interesser vedr. løn og andre centrale spørgsmål på arbejdspladsen.

Djøf anbefaler desuden, at klubben ud over generalforsamlingen fastlægger et antal klubmøder om året. Møderne kan være af orienterende karakter, men kan også omhandle et specifikt fagligt emne, eller arbejdsforholdene på arbejdspladsen og lægge op til diskussion og drøftelser.

Det er på klub-møderne, at djøferne beslutter hvilke emner og med hvilke holdninger, ønsker og krav tillidsrepræsentanten skal gå videre med til ledelsen.


Djøf tilbyder økonomisk støtte   

Djøf yder 350 kroner om året pr. medlem til klubbens aktiviteter. For at få del i tilskuddet skal den pågældende klub ansøge Djøf om et beløb til et givet formål, der så dækkes efterfølgende efter regning. Langt de fleste ansøgninger bliver godkendt, og der stilles ikke særlige krav til arrangementets indhold.


Djøf anbefaler   

Det er Djøfs anbefaling, at medlemmerne på de enkelte arbejdspladser danner klubber hurtigst muligt, så mulighederne for indflydelse er optimale samtidig med, at djøfernes netværk på arbejdspladsen styrkes.

Du er meget velkommen til at kontakte Djøf og høre mere om Djøf-klubber og Djøfs tilbud til klubberne på tlf. 33 95 97 00.


 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op