Hurtigere gennem studierne - til hvad?

16.01.2012

Ledigheden er rekordhøj, så det er dårlig timing, når uddannelsesministeren vil presse de studerende hurtigere gennem studierne, siger Djøf Studerende.


Næsten 35 procent - 34,4 procent helt præcis -  af de nyuddannede djøfere, der er blevet kandidater inden for det seneste år, gik ledige i december 2011. Samme måned sidste år var procenten 33.

- Det er derfor en dårlig timing, når uddannelsesminister Morten Østergaard vil presse de studerende endnu hurtigere gennem studierne end i dag. Ministeren bør forholde sig til, hvad det er for et jobmarked, de kommer ud på, siger Theis Simonsen, formand for de 21.000 medlemmer af Djøf Studerende.

Han har to opfordringer til uddannelsesministeren:

- Det vigtigste afkast af investeringer i studier er, at vi får dygtige studerende. Derfor skal politikernes fokus på gennemførelsestid nuanceres. Vi ved, at det tager tid at gennemføre nyttige og kvalificerende praktikophold – særligt de internationale. Vi ved også, at relevant erhvervsarbejde er en gevinst. Det skal der være plads til, men det skal ikke dominere studierne. Djøf Studerende vil meget gerne have ministeren og hans kolleger i Folketinget til at respektere værdien af kombinationen af teori og praksis.

- Og det vil være herligt, hvis Morten Østergaard vil lægge pres på sine kollegaer i regeringen for at få speedet op på initiativer, der kan hjælpe højtuddannede ud i de små og mellemstore virksomheder. Masser af virksomheder har ikke en eneste højtuddannede ansat, selv om det er dokumenteret, at de kan bidrage til at skabe vækst og udvikling. Noget Danmark i høj grad har brug for. Uden seriøse initiativer på denne front vil potentialet i at få de studerende hurtigere færdige gå fuldstændig tabt.

Theis Simonsen understreger, at de studerende ikke har noget imod at arbejde hårdt og målrettet med studierne.

- Der er i høj grad brug for, at universiteterne får mulighed for at øge undervisningstilbuddene. Mange studerende bliver i dag spist af med ned til 6 timers undervisning om ugen. Det vil klart øge vores faglighed, hvis der blev skruet op for undervisningsomfanget, så studierne i mindre grad bliver selvstudier. Men der har vi endnu til gode at se regeringens valgløfter realiseret.

Kommentér denne side Retningslinjer for brug af kommentarer

Vis ikke mit navn ved denne kommentar (dit navn vil altid være synligt for Djøf).

Din emailadresse vil ikke blive vist offentligt.


Spam-kontrol

Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.

Kommentér

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op