Hvornår skal du oplyse, at du er gravid?
Du er forpligtet til at oplyse en arbejdsgiver om din graviditet, når der er tre måneder til forventet fødsel. Det indebærer, at du stort set aldrig er forpligtet at oplyse om graviditeten, før den alligevel er tydelig for enhver.
Ligebehandlingsloven fastslår, at du ikke må forskelsbehandles på grund af graviditet. Den bedste måde at sikre sig mod forskelsbehandling er, hvis arbejdsgiveren slet ikke kender til graviditeten. Hvis du alligevel oplyser om din graviditet i ansættelsesprocessen, løber du en stor risiko for at blive valgt fra i ansættelsesprocessen. Det vil selvfølgelig være ulovligt, men i praksis er det utroligt svært at bevise, at det er graviditeten, der har gjort, at man ikke fik jobbet.
Du skal derfor nøje overveje, hvornår du vil fortælle om din graviditet. Mange har det bedst med at fortælle "sandheden" med det samme. Omvendt har langt de fleste arbejdsgivere - især de offentlige - siddet i situationen mange gange gør og vil derfor håndtere din senere meddelelse professionelt.
Spørgsmål om graviditet ved jobsamtalen
Hvis du bliver spurgt ved en jobsamtale, om du er gravid, er du ikke forpligtet til at oplyse om graviditeten. Det betyder, at du roligt kan svare nej til spørgsmålet.
Det kan føles ubehageligt, men Højesteret har fastslået, at en ansøger til et vikariat på seks måneder, der på grund af egen graviditet vidste, at hun ikke kunne fuldføre vikariatet, var berettiget til ikke at oplyse om graviditeten. Da arbejdsgiveren fandt ud af, at hun var gravid, blev hun afskediget. Arbejdsgiveren blev dømt til at betale hende en godtgørelse for uberettiget afskedigelse på seks måneders løn.
En anden variant kan være, at du bliver spurgt, om du planlægger at få børn i den nærmeste fremtid. Hvis du er kvinde i den fødedygtige alder uden børn, kan det lyde utroværdigt, hvis du siger, at du aldrig vil have børn. I stedet kan du sige, at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som trækker mest.
Sagt populært må en arbejdsgiver ikke spørge, om du er gravid eller påtænker at blive det, da arbejdsgiveren ikke må tillægge svaret betydning ved valget mellem ansøgere. Hvis du alligevel bliver spurgt, kan du måske overveje, om du i virkeligheden har lyst til at arbejde et sådant sted. Lysten vil selvfølgelig afhænge af ens beskæftigelsessituation i øvrigt.
Endelig kan du også på venlig vis "spørge tilbage" om det overhovedet er relevant for stillingen. Måden det gøres på er dog afgørende. Det beror på den konkrete stemning og relation. Fordelen er, at du med et smil og på professionel vis kan markere, at du ikke hopper på hvad som helst.