Ved fratræden har du som ansat krav på forholdsmæssig andel af omsætning/egne sager, jf. funktionærlovens § 17a. Det vil sige, har du været ansat 6 måneder ved fratrædelsestidspunktet, skal du have bonus af 6/12 af omsætningen.
Det er vigtigt allerede ved ansættelsen/ordningens etablering at aftale, hvorledes der skal forholdes ved eventuel senere fratræden. Det bør afklares:
- om du har fortrinsret til at medtage egne sager i beregningen, og
- om der skal ske betaling for medtagne sager og i bekræftende fald med hvilket beløb. Herunder bør det afklares, hvorvidt betalingen forfalder ved fratræden, på afregningstidspunktet, ved klientens/kundens betaling eller et helt fjerde tidspunkt, ligesom der bør tages stilling til, hvorledes der skal forholdes med eventuelle acontoafregninger samt arbejdsgiverens eventuelle krav på tilbagebetaling/modregning ved for meget udbetalt bonus
Du har desuden krav på feriegodtgørelse efter ferielovens § 23, stk. 6. Feriegodtgørelsen beregnes herefter af den bonus, der er udbetalt i optjeningsåret og ikke af det arbejde, der er udført i nævnte tidsrum.