Egen opsigelse

02.03.2011

Dit opsigelsesvarsel vil afhænge af, om du er tjenestemand eller funktionær.


Skriftlighed

Din opsigelse skal være skriftlig. Kravet om at opsigelse skal være skriftlig er ikke et gyldighedskrav men et bevisbyrdekrav. Det betyder, at du har en tung bevisbyrde, du skal løfte, hvis du hævder, at du mundtligt har opsagt din stilling, og din arbejdsgiver ikke har opfattet det som en opsigelse. Hvis din arbejdsgiver omvendt hævder, at du mundtligt har opsagt din stilling, er det ham, der skal bevise, at du har sagt op. Hvis du er funktionær eller overenskomstansat er der ikke andre formkrav til din opsigelse. Det betyder, at det er tilstrækkeligt, at du skriver: Jeg opsiger hermed min stilling og en dato. Se nedenfor om varsler.

Funktionærens opsigelsesvarsel

Hvis du er overenskomstansat eller ansat på en individuel kontrakt på funktionærvilkår, vil du være omfattet af funktionærlovens opsigelsesvarsler. Dit opsigelsesvarsel over for arbejdsgiveren er 1 måned til en måneds udgang. Hvis du f.eks. siger op den 15. november, udløber dit opsigelsesvarsel den 31. december. Der kan dog være aftalt et gensidigt forlænget opsigelsesvarsel i din ansættelseskontrakt, som du i så fald skal respektere.

Er du ansat med prøvetid, og siger du op inden udløbet af prøvetiden på max. tre måneder, kan du sige op med dags varsel. Der kan dog være aftalt længere varsel, typisk 14 dage fra din side. En opsigelse skal være kommet frem inden udgangen af den måned, hvor opsigelsen skal have virkning fra. Hvis du vil være sikker på, at din opsigelse er kommet rettidigt frem til din arbejdsgiver, skal du sørge for, at din opsigelse er afleveret på din arbejdsplads inden arbejdstids ophør.

Tjenestemandens opsigelsesvarsel

Er du tjenestemand, er dit opsigelsesvarsel tre måneder. Hvis du er ansat på prøve, er opsigelsesvarslet i de første seks måneder 14 dage til udgangen af en måned. I den resterende del af prøveansættelsen er varslet en måned.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op