Hvem kan få løntilskudsjob i offentlige virksomheder?
Ansættelse med løntilskud kræver, at du er ledig dagpengemodtager.
- Er du under 30 år har du ret og pligt til at blive ansat med løntilskud senest efter 13 ugers ledighed.
- Er du over 30 år har du ret og pligt til en løntilskudsstilling senest efter 9 måneders ledighed.
Du skal godkendes til ansættelse med løntilskud af dit lokale jobcenter, som står for formidling af kontakt mellem virksomhederne og mulige medarbejdere.
Hvis du selv synes, der skal ske noget før de 9 måneder er gået, kan du henvende dig til jobcentret tidligere med dine ønsker. Efter en konkret vurdering kan du så få bevilget kursus eller arbejde med løntilskud. Men du har ikke ret til aktivering tidligere end de nævnte frister.
Vær opmærksom på, at du fortsat skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når du er i løntilskudsjob, og husk at løntilskudsansættelsen skal godkendes af jobcenteret eller anden aktør.
Hvor finder du løntilskudsjob i det offentlige?
En del offentlige løntilskudsjob for akademikere annonceres på AAK's Jobmatch (se linket til højre), men dit lokale jobcenter kan også hjælpe. Derudober har du også mulighed for selv at finde et løntilskudsjob ved at søge uopfordret. Hvis du vælger dette, vil du som regel have bedre mulighed for at sætte mest muligt præg på indholdet af dit kommende job. Husk at kontakte dit lokale jobcenter, hvis du selv finder en virksomhed, der gerne vil ansætte dig i løntilskud. Det er jobcentret, som skal godkende virksomheden.
Regler og vilkår ved løntilskudsjob i det offentlige
For at kunne ansætte en medarbejder med løntilskud skal virksomheden godkendes som løntilskudsplads af det kommunale jobcenter. Det er ikke muligt at fyre faste medarbejdere og ansætte medarbejdere med lønstøtte.
Du er omfattet af overenskomsten og samme lovgivning som ordinært ansatte. Der udformes en ansættelseskontakt mellem dig og virksomheden.
Der kan maksimalt udbetales løntilskud til en periode på et år til samme arbejdsgiver.
Hvad får du i løn?
Der er en maksimalsats for lønnen, der betyder, at du ikke må tjene mere end dine dagpenge. Timelønnen udgør pr. 01.01.2012 kr. 113,92 i timen. Det betyder i praksis ofte en reduceret arbejdstid. Er du på dimittendsats vil arbejdstiden være ca. 31 timer om ugen. Det er din arbejdsgiver, der har ansvaret for at udregne din arbejdstid.
Hvis du som medarbejder er ansat med pensionsordning, skal du du have indbetalt pensionsbidrag, som hvis du var ansat på almindelige vilkår. Når du ansættes med løntilskud skal din arbejdsgiver indbetale hele pensionsbeløbet af det aktuelle timetal - både arbejdstager og arbejdsgiverdelen.
Mulighed for 5 timers ordinært arbejde
Når du er ansat i offentligt løntilskud, har du mulighed for at have op til 5 timers ordinært arbejde om ugen - uden at det har betydning for din arbejdstid og aflønning i dit løntilskudsjob. Hvis du arbejder ud over 5 timer, nedsættes arbejdstiden i løntilskudsjobbet tilsvarende.