Hold dig opdateret om jobmarkedet
Betragt dit netværk som en uformel rygtebørs, som kan give dig en unik mulighed for at få informationer om ledige jobs. Det er Djøfs erfaring at stadig flere jobs besætttes gennem netværk. Dette betyder ikke nødvendigvis, at du skal regne med at dine relationer skaffer dig drømmejobbet - men derimod, håbe på, at dem du kender , kender nogen, der kender nogen, der har hørt rygter om en ledig stilling et sted. Denne viden kan være guld værd for dig.
5 gode grunde til at søge job gennem netværk
- Flere og flere jobs bliver formidlet gennem netværk.
- Dit virtuelle håndtryk - altså din synlighed på nettet - kan skabe opmærksomhed om din faglige profil.
- At netværke og have et netværk er blevet en kompetence i sig selv. Når du netværker, signalerer du en proaktiv tilgang i din jobsøgningsstrategi.
- Du gør noget andet og mere end reaktivt at respondere på diverse stillingsopslag.
- Flere og flere virksomheder sætter pris på medarbejdere med et stort netværk.
Kortlæg dit netværk
Du skal for det første forsøge at få et overblik over dit netværk. Her kan du eksempelvis overveje, hvem i dit netværk, der kan hjælpe dig med at få viden, adgang og sparring. Her er det vigtigt, at du tænker dit netværk bredt - måske sad du ved siden af én, der arbejder ved Siemens til en familiemiddag, eller måske arbejder din venindes onkel i Klima og Energiministeriet, eller måske kan du på LinkedIn se, at en af dine tidligere klassekammerater i dag arbejder i DONG.
Nedenstående figur kan være et eksempel på, hvordan du kan kortlægge dit netværk. I den inderste cirkel og tæt på dig,placerer du dine tætteste relationer i de fire valgte kategorier. Det er her, du placerer dine tætteste kollegaer, studiekammerater og andre netværksrelationer. Udenfor den sorte cirkel, og dermed længere og længere væk fra dig, placerer du dine mere perifere netværkskontakter. Det kan således være en relation, du blot har mødt til et debatarrangement, som du stadig husker tydeligt. Således kan du ved hjælp af nedenstående figur påbegynde en refleksion over, hvordan dit netværk egentlig ser ud.
Når du har tænkt dit netværk igennem og placeret alle dine umiddelbare relationer, kan du efterfølgende reflektere over, om du egentlig ved, hvad alle dine kontakter laver nu. Hvor er de eksempelvis ansat? Her kan du blandt andet gå skridtet videre ved så at gå på LinkedIn og dermed fortsætte dit netværksarbejde her.

Udvid dit netværk
Er der ikke de rette personer i dit netværk, må du i gang med at udbygge dit netværk. Det kan du gøre ved fysisk at deltage i relevante arrangementer/oplæg eller ved at være synlig og aktiv i relevante grupper/fora på internettet eksempelvis på LinkedIn. Opsøg steder hvor du kan vise din viden og passion for din interessefelt og få nye personer i dit netværk. Husk at du skal tænke netværk som en langsigtet strategi, hvor du løbende plejer dine nye netværkskontakter. Den bedste strategi er selv at være en stærk networker, der er opmærksom på at bidrage til dit netværk. Send eventuelt jobopslag du ikke selv er interesseret i videre til dit netværk eller oplys om interessante arrangementer, artikler mm.
Du skal være målrettet og forberedt
Når du arbejder med dit netværk, kræver det et grundigt forarbejde og en målrettet fremgangsmåde. Du skal have gjort dig klart, hvad du skal bruge dit netværk til – hvad formålet er. Eksempelvis at få øget kendskab til vindmølleindustrien, finde ud af, hvilke udfordringer de oplever lige nu, hvor der er vækst mm. Alt sammen viden, der forhåbentlig kan gøre dig bedre til at spotte og søge de jobs, du gerne vil have. Det er således vigtigt, at dit netværksarbejde på ingen måde minder om spam. Din henvendelse skal være personlig, velovervejet og ydmyg.
Gode råd, når du søger job gennem netværk
- Giv dig tid til at kortlægge dit netværk. Tænk hele vejen rundt: studiekammerater, tidligere kolleger, naboer osv.
- Vær opmærksom på, hvad du har liggende på dine virtuelle netværk. Tænk på, at kommende arbejdsgivere eller kollegaer googler dig - og meget let kan få adgang til din profil, fx. på Facebook.
- Når du ser en interessant stilling, er det en god idé at undersøge, om du kender en fra samme branche eller i virksomheden. Det kan lette din research og give dig uvurderlig og relevant viden om kulturen og værdierne i virksomheden.
- Et godt netværk kan skaffe dig adgang til de rigtige personer, der ved noget om den stilling, du søger.
- Planlæg, hvor du kunne tænke dig, at virksomhederne skal kunne finde dig og blive opmærksom på dine kompetencer.
- Deltag aktivt i forskellige erhvervsrettede og faglige arrangementer.
- Øv dig på din elevatortale. En god, kort og præcis elevatortale er ofte adgangsbillet til en god netværkssamtale.
- Lyt, spørg ind, udvis situationsfornemmelse, vær god til at tage imod og sig tak.