Hvad har indflydelse på lønniveauet?
Løn er ikke eksakt videnskab, og du kan derfor ikke tale om en rigtig løn, men derimod om en god eller mindre god løn. Ved hjælp af Djøfs lønstatistik og lønberegner kan du få et billede af, hvad folk i lignende situationer får, hvilket er et godt pejlemærke. Vær opmærksom på, at mange forhold afgør din løn fx markedssituationen, hvor meget virksomheden ønsker at ansætte dig, dine forhandlingsevner, din timing m.v.
Nedenfor kan du læse nogle af de faktorer, som har betydning for, hvor dit lønniveau ligger i forhold til gennemsnittet i vores lønstatistik.
-
Hvad er det for en branche, du bliver ansat i (fx lønner konsulentbranchen og en finansieringsvirksomhed typisk højere end fx humanitære organisationer og produktionsvirksomheder)?
-
Hvor i landet ligger virksomheden (Lønniveauet i Nordjylland er lavere end i København)?
-
Hvordan er markedet (oplever virksomheden vækst)?
-
Hvilken relevant erfaring kommer du med (det kan også være speciale eller studiejob)?
-
Efterspørger virksomheden en generalist eller specialist (specialister lønnes typisk højere)?
-
Hvordan er virksomhedens rekrutteringsmuligheder (er de gode, er lønnen lavere)?
-
Om du bliver ansat på en individuel kontrakt eller overenskomst (i en overenskomst er lønningerne ofte lavere, samtidig er vilkårene ofte bedre)?
Brug vores lønberegner og lønstatistik og bliv klogere på hvor dit lønniveau er.
Jeg bliver spurgt, hvad jeg får i dag – hvad gør jeg?
Grundlæggende er din nuværende løn uinteressant – det er lønnen i det kommende job, der er interessant. Har du ikke en høj løn i dit nuværende job, kan du derfor sagtens sige, at du ikke finder lønnen i dit nuværende job af betydning for lønnen i det nye. Bliver du presset så prøv at være så ukonkret som muligt fx ”jeg har en løn i den bedre halvdel af 30´erne”, hvis du har 35.000 kr.
Hvem spiller først ud?
Det er en fordel selv at spille ud med et godt og ambitiøst udspil. På den måde kommer du foran fra starten, og det er fra dit udspil, diskussionen startes.
Hvad kan din løn ellers bestå af?
Din løn kan være meget andet og mere end penge. Det er i princippet kun fantasien, der sætter grænser. Nedenfor er nævnt nogle goder, du kan forhandle som alternativ til penge
- Alt fra ekstra feriedage, højere pension, sundhedsforsikring til bonus
-
Særligt for nyuddannede! Løn under ferie. Som nyuddannet har du nemlig ikke ret til løn under ferie
-
Fri telefon, internet, hjemmecomputer. Vær blot opmærksom på multimedieskatten
-
Titel, arbejdsopgaver, hjemmearbejdsmulighed, fleksibilitet m.m.
-
Personalegoder, fx parkeringsplads, frokostordning m.m.
I linkene kan du se en lang liste over personalegoder og læse om bl.a. skatteforholdene.
Bonus
Det er jo også muligt for dig at indgå en aftale om bonus eller anden præstationsløn, hvor en del af lønnen er afhængig af dine resultater. Her på side kan du finde et link, hvor du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på ved sådan en aftale. Vi vil meget gerne sparre med dig, inden du evt. indgår aftalen.
Sammensæt selv din lønpakke
I flere private virksomheder har du mulighed for selv at sammensætte din lønpakke inden for et fastlagt beløb. Du kan altså udskifte en del af lønnen med udvalgte goder fx mere pension, en firmabil eller firmabetalt uddannelse. Værdien af goderne modregnes i din løn.
Der er ingen regler om, hvad der kan indgå i pakken. Du skal være opmærksom på, at godets værdi bliver mindre for hvert år, og derfor skal du sikre dig, at din lønnedgang reguleres en gang årligt.
Du får feriegodtgørelse og ferietillæg af dine personalegoder, som var det almindelig løn.