Vejledende minimumssats for selvstændige

25.03.2009

Der findes ikke en fast vejledende minimumssats for selvstændige, men en beregningsfaktor som bør indgå sammen med dine øvrige overvejelser, inden du fastsætter dit honorar.


Som honorarlønnet freelancer skal der i den forlangte timeløn ved midlertidige opgaver tages højde for egenbetaling af ferie, helligdage, sygdom, barns sygdom, efteruddannelse, administration samt ledige perioder mellem opgaverne.

Djøf Privat har på baggrund af en beregning heraf fastsat en vejledende beregningsfaktor for honorarlønnede opgaver svarende til 2 x den timeløn, som ydes en tilsvarende fastansat medarbejder i den pågældende branche, jf. Djøf Privats lønstatistik.

Såfremt freelanceren har særskilte omkostninger, fx til leje af lokaler, kontorhold, ansatte m.v. skal disse omkostninger forholdsmæssigt tillægges beregningsfaktoren.

Eksempel: Helle skal løse en freelance-opgave for et forsikringsselskab. Helle er kandidat fra 2004. Hun finder derfor branchen Forsikringsselskaber og pensionskasser i lønstatistikken (her 2009) og konstaterer at bruttomånedslønnen til kandidater fra 2004 i september 2009 var 44.196 kr. pr. måned. Baseret på en 37 timers arbejdsuge, er der i snit 160,33 timer på en måned, så timelønnen er 275,65 kr. Med beregningsfaktoren 2 (jf. ovenfor), vil det efter Djøfs vurdering altså være rimeligt at forlange en timeløn på minimum 551,13 kr.

I eksemplet ovenfor er der alene skelet til anciennitet og branche. Det kan også være nødvendigt at inddrage andre parametre som uddannelse, stillingsniveau, relevant erfaring m.m.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op