Som selvstændig kan hverdagen betyde, at du sidder alene med dine opgaver. Din primære kontakt til andre vil gå gennem dine opgaver, dine kunder og din vidensøgning. Kan du lide at være dig selv, er det en spændende tid med masser af udfordringer.
Kunsten som selvstændig er at blive skarp på sit produkt, sit brand og kunne positionere det i forhold til markedets øvrige leverandører af ydelser og produkter, der ligner. Rigtigt vigtigt er det ikke at genopfinde hjulet, og det kan du sikre dig ved, ved bl.a. at bruge netværk som en del af din kreative proces og din markedsafsøgning.
Netværk er for os alle - selvstændige eller ansatte - en vigtig kilde til karriere og kompetenceudvikling. Når du er en god netværker, ved du hvem du skal gå til for at finde relevant viden og hvornår du skal gøre det. Har du overblik over dit netværk, vil det tit repræsentere den hurtigste vej til brugbar viden.
Som selvstændig vil du ofte blive bragt i den situation, at du bliver i tvivl om, hvad du kan sige til dit netværk. Hvor meget tør du lukke dem ind i din ide? Vil de stjæle den fra dig? Det skal du være bevidst om, og du skal beslutte dig for, hvordan og hvornår du kan bruge dem. Men du skal samtidig være bevidst om, at det ofte er dine konkurrenter (som jo i en forstand også er dine kolleger), kunder, leverandører, du lærer mest af. Derfor må du finde ud af, hvordan du bedst gør brug af at have dem med i dit netværk
Netværksmodeller
Der findes mange måder at organisere og bruge netværk på.
DJØF er som organisation bygget på den klassiske foreningstanke. Når du kigger på DJØFs organisation, vil du se en række små eller store grupperinger f.eks. Fagklub Selvstændig, som i sig selv er eksempler på netværk. Deres formål og arbejdsopgaver er forskellige og det de repræsenterer af viden og kontakter er forskelligt.
DJØF faciliterer en række faglige netværk, der er organiseret efter fagligt indhold eller stillingsmæssig funktion. Der afholdes et bestemt antal møder i hvert netværk, som faciliteres af DJØF, men afholdes på forskellige arbejdspladser. Den grundlæggende tanke bag disse netværk bygger på tanken om, at det, der knytter sammen, er en lighedsrelation - f.eks. i det arbejde man har - og at der er homogenitet i gruppen.
Læs mere om netværk via linket i boksen øverst til højre.
Netvæver
En anden måde at tænke netværk på, finder du i at netvæve. Den grundlæggede tanke bag ved det er forskelsrelationer. I dit arbejde har du dine styrker, men der er også områder, du enten ikke ved noget om eller ved meget lidt om. Når du bygger netværk som netvæver, så søger du bevidst efter personer, der kan noget andet, noget der er forskelligt fra det, du ved. Det kan være personer, som beskæftiger sig med det samme som dig, men som har en helt anden tilgangsvinkel. Det kan være personer eller virksomheder, som kan komplementere dig på dine kompetencer. Denne netværksmetode er effektiv på en anderledes måde og er meget fokuseret på konkret opgaveløsning.
Overvej med dig selv hvad dine behov er. Vær opsøgende blandt dine kontakter og find ud af, hvad dit behov er og hvor du finder det.