Opbygningen af tjenestemænds egenpension

27.09.2011

Her kan du læse om, hvordan tjenestemænds egenpension fastsættes.


Generelt

En tjenestemands pension udbetales som en løbende livsvarig pensionsydelse og beregnes ud fra

  • skalatrinnet (løntrinnet) på fratrædelsestidspunktet, og
  • pensionsalderen (nedrundet til hele år)

Den højeste egenpension opnås ved 37 års pensionsalder og udgør 57 % af den pensionsgivende løn på fratrædelsestidspunktet.

Hvis du før din ansættelse som tjenestemand har haft din pension i f.eks. JØP, er der i forbindelse med ansættelsen som tjenestemand mulighed for at konvertere den opsparede pension til tjenestemandspensionssystemet. Du vil i så fald få beregnet en udtrædelsesgodtgørelse, som vil forhøje din pensionsalder som tjenestemand med det antal år, du har været medlem af f.eks. JØP.  Ansættelse før 25-års alderen medregnes ikke. Beslutningen om eventuel konvertering af opsparet pension til tjenestemandspension skal træffes senest 1 år efter din ansættelse som tjenestemand.

Under-65-års-tillæg

Ud over den procentvise andel af den pensionsgivende løn får tjenestemænd, som lader sig pensionere før de når folkepensionsalderen, et tillæg som indgår i den samlede pension. U 65 tillægget halveres ved fratræden inden det fyldte 62 år.

Tillægget beregnes ud fra den optjente pensionsalder på fratrædelsestidspunktet. Tillægget bortfalder, når tjenestemanden bliver enten 65 år eller 67 år, hvor der i stedet er mulighed for at søge folkepension.

Førtidspensionsfradrag

En tjenestemand, der er fyldt 60 år, og som har en pensionsalder på mindst tre år, er berettiget til førtidspension.

Hvis du som tjenestemand vælger at gå på førtidspension, inden du når folkepensionsalderen, beregnes i visse tilfælde et førtidspensionsfradrag, som bevirker, at din pension nedsættes.

Fradraget beregnes samtidig med pensionen og vedvarer, så længe pensionen kommer til udbetaling.

Reglerne om førtidspensionsfradrag gælder ikke i tilfælde af afskedigelse, men kun hvis du selv vælger at sige din stilling op og går på pension.

Pension af tillæg

I staten har mange tjenestemænd i medfør af Aftale om chefløn individuelle tillæg, som ligger ud over lønrammelønnen. Disse tillæg er oftest aftalt som pensionsgivende tillæg.

For tjenestemænd i regioner og kommuner består lønnen ud over løntrinslønnen ofte af centralt og/eller lokalt aftalte individuelle tillæg. Disse tillæg vil altid være pensionsgivende.

Pensionen af tillæggene - kaldet "supplerende pension" -indbetales som løbende månedlige ydelser for Djøf-tjenestemænds vedkommende til JØP.

Åremålsansættelse

For åremålsansatte er der på det statslige område fastsat særlige pensionsregler i tjenestemandspensionsloven. Tilsvarende er der for åremålsansatte tjenestemænd i regioner og kommuner særlige regler i pensionsregulativerne.

Folkepensionsalder

Folketinget vedtog i december 2006, at folkepensionsalderen gradvis skal forhøjes til 67 år, og at folkepensionsalderen fremover skal reguleres ved stigninger i levetiden udover 81,4 år for en 60-årig.

Folkepensionsalderen er:

  • 65 år for personer, der er født før den 1. januar 1959.
  • 65½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 30. juni 1959.
  • 66 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1959 til den 31. december 1959.
  • 66½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1960 til den 30. juni 1960.
  • 67 år for personer, der er født efter den 30. juni 1960.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op