Generelle betingelser
Din arbejdsplads kan kun indgå en aftale om frivillig fratræden som seniorordning, hvis
- personalereduktioner er eller forudses at blive nødvendige, og hvor det i den forbindelse er hensigtsmæssigt at fremme den frivillige fratræden, eller hvis
- det kan forudses, at personaletilpasninger kan blive nødvendige for at rette op på en skæv aldersfordeling.
Du opfylder betingelserne for at aftale frivillig fratræden, hvis
- du er fyldt 62 år på tidspunktet for fratrædelsen
- du selv søger fratræden på grund af alder.
- Aldersgrænsen er dog 60 år, hvis ansættelsesmyndigheden efter en konkret vurdering finder, at det er nødvendigt for at fremme frivillig fratræden i forbindelse med større personalereduktioner.
- For 60-61 årige ansatte med særligt belastende arbejde kan der endvidere indgås aftale om ydelse af 2 års ekstraordinær pensionsalder/indbetaling af 2 års ekstra pensionsbidrag i forbindelse med frivillig fratræden.
Ordningen om frivillig fratræden kan ikke aftales, hvis du bliver afskediget eller fratræder af andre grunde som for eksempel sygdom eller anden utilregnelig årsag.
Er du overenskomstansat, kan vilkårene i en fratrædelsesaftale være et fratrædelsesbeløb, fritstilling med løn eller indbetaling af ekstraordinært pensionsbidrag. Det er muligt at kombinere fratrædelsesbeløb og fritstilling, mens man ikke kan kombinere ekstraordinært pensionsbidrag med fratrædelsesbeløb eller fritstilling.
Fratrædelsesbeløb
Har du været uafbrudt beskæftiget i staten i 12, 15 eller 18 år, svarer fratrædelsesbeløbet til:
- En måneds løn efter 12 års uafbrudt beskæftigelse
- To måneders løn efter 15 års uafbrudt beskæftigelse
- Tre måneders løn efter 18 års uafbrudt beskæftigelse
I særlige tilfælde kan beløbet forhøjes og/eller de hertil knyttede beskæftigelseskrav nedsættes, dog kan der maksimalt ydes et fratrædelsesbeløb svarende til:
- To måneders løn efter ni års uafbrudt beskæftigelse
- Fire måneders løn efter 12 års uafbrudt beskæftigelse
- Seks måneders løn efter 15 års uafbrudt beskæftigelse
Fratrædelsesbeløbet beregnes på samme måde som løn under sygdom, dog ekskl. eget og arbejdsgivers pensionsbidrag. Fratrædelsesbeløbet er ikke pensionsgivende, og der kan ikke betales feriepenge af fratrædelsesbeløbet.
Fratrædelsesbeløb udbetales ved fratrædelsen, med mindre andet er aftalt.
Fratrædelsesbeløb kan i visse tilfælde have indflydelse på, fra hvilket tidspunkt du kan overgå til efterløn. Arbejdsløshedskassen kan vejlede dig om spørgsmålet. Kontakt AAK.
Fritstilling med løn
Det er muligt at aftale, at du er fritstillet med sædvanlig løn i op til 7 måneder umiddelbart forud for fratrædelsestidspunktet.
Tilgodehavende ferie forudsættes i videst muligt omfang holdt i tjenestefrihedsperioden.
Ekstraordinært pensionsbidrag
Du og din arbejdsgiver kan aftale, at der indbetales ekstraordinære pensionsbidrag (såvel eget bidrag som arbejdsgiverbidrag) til din pensionsordning. Det ekstraordinære bidrag kan højst udgøre 4 års bidrag.
De ekstraordinære pensionsbidrag indbetales én gang for alle og beregnes på grundlag af bidraget i den sidste normale lønudbetaling inden fratrædelsen.
Er du tjenestemand, kan en fratrædelsesaftale bestå i, at du får en årlig ydelse som supplement til pensionen, at du tillægges ekstra pensionsalder, og/eller at du ydes et fratrædelsesbeløb.
Supplement til pensionen
Som led i en fratrædelsesaftale kan du og din arbejdsgiver aftale, at du får en årlig ydelse som supplement til pensionen indtil du når den gældende folkepensionsalder.
Den supplerende ydelse udgør mindst 29.569 kr. og højst 36.266 kr. årligt (pr. 1. april 2008).
Er du deltidsansat, reduceres den supplerende ydelse i forhold til beskæftigelsens omfang.
Ydelsen udbetales en gang årligt, første gang i tilknytning til fratrædelsen.
Ekstraordinær pensionsalder og fratrædelsesbeløb
Det er muligt at aftale, at du tillægges 2-4 års ekstraordinær pensionsalder og/eller får et fratrædelsesbeløb i følgende kombinationer:
- ved ydelse af 2 års pensionsalder kan der ydes op til 6 måneders løn
- ved ydelse af mere end 2 års og til og med 3½ års pensionsalder kan der ydes op til 3 måneders løn
- ved ydelse af mere end 3½ års pensionsalder kan der ikke ydes et fratrædelsesbeløb.
Hvis du mangler mindre end 2 år i at opnå fuld pensionsalder, kan der tillægges mindre end 2 års ekstraordinær pensionsalder. Hertil kan der ydes et fratrædelsesbeløb på 3-6 måneders løn.
Der kan maksimalt tillægges ekstraordinær pensionsalder for et tidsrum svarende til perioden fra fratrædelsen, til du fylder 70 år, og du kan ikke opnå mere end 37 års pensionsalder. Hvis 70-års grænsen i tjenestemandsloven ophæves bortfalder to-års grænsen.
Der beregnes ikke feriepenge af fratrædelsesbeløbet.