Hvad er mobning?
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) definerer mobning som krænkende handlinger, hvor man gentagne gange bliver udsat for ubehagelig eller nedværdigende behandling, som det er svært at forsvare sig mod.
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø er ofte præget af konflikter, stress og frustrationer, hvilket giver gode vækstbetingelser for mobning. Det er altid ledelsens ansvar at sætte ind over for såvel dårligt psykisk arbejdsmiljø som deraf følgende mobning. Ledelsen skal have det at vide, og ledelsen skal gribe ind over for det.
Mobning udspringer stort set altid af et dårligt arbejdsmiljø. En balance- og stressundersøgelse blandt Djøfs medlemmer fra 2008 viser, at 15 pct. vurderer, at arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads er godt ”i mindre grad” eller ”slet ikke”.
Hvordan mobbes?
Der kan enten være tale om direkte eller indirekte mobning.
Direkte mobning er karakteriseret ved aggressiv opførsel over for mobbeofferet i andres påhør. Fx udskældning, overfusning, drillerier, hån, underkendelse af den faglige indsats osv.
Indirekte mobning er sværere at forholde sig til. Det kan være social eller faglig isolering, forholdelse af informationer, ondsindet sladder osv. Begge dele forekommer på danske arbejdspladser, men det er Djøfs opfattelse, at det som oftest er den indirekte mobning, der gør sig gældende på de arbejdspladser, hvor djøfere oplever mobning.
Hvem mobbes?
Vi kan alle sammen blive udsat for mobning. Og årsagerne kan være mange: måske opfattes en kollega som lidt for dygtig, lidt for kreativ, lidt for retfærdighedssøgende, lidt for selvstændig, lidt for tæt på ledelsen, lidt for … Og hvem er ikke lidt for …?
Samtidig må det pointeres, at vi alle kan blive mobbere. Hvis det psykiske arbejdsmiljø er rigtig dårligt, kan det bringe det værste op i selv den bedste. OG ser du passivt til, at en kollega mobbes, er du selv med til at forstærke problemet. Derfor: gør noget ved det! Sig fra, sig det til ledelsen. Ofte er offeret ikke selv i stand til det.
Råd fra Djøf
Til mobbeofferet:
- Anerkend at det er et reelt problem og hold fast i det over for andre. Alle kan blive ramt af mobning – og nu er det lige dig, der er ramt
- Tal med en kollega, du er fortrolig med – du må ikke gå med problemet alene
- Tal med personer, der står dig nær. Bed om at de lytter og hører, hvad du har at fortælle INDEN de giver gode råd. Dels har du behov for at fortælle om det, dels har du brug for omsorg. Først derefter kan evt. gode råd komme på tale
- Tag fat i din tillidsrepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant, hvis der er en på arbejdspladsen
- Tal med din leder, hvis lederen ikke er en del af mobningen. Insister på, at lederen tager problemet alvorligt og gør noget ved det
- Er din leder en del af mobningen, må du gå et niveau højere op. Insister igen på, at problemet tages alvorligt og at der bliver gjort noget ved arbejdsmiljøet såvel som mobningen. I dette tilfælde er det godt at tage sin tillidsrepræsentant med på råd eller ringe til Djøf og fortælle om din situation. Vi kan sparre med dig om, hvordan du kan tackle situationen
- Lyt til din krop og de signaler den sender. Kontakt evt. din læge
- Hvis du oplever, at der ikke bliver taget hånd om problemet på din arbejdsplads, er du meget velkommen til at kontakte os. Vi kan sparre med dig om din situation, eller et evt. karriereskift. Du kan kontakte os på telefon 33 95 97 00, djoef@djoef.dk eller chatte med os.